Polypper hos børn

af Christian Hamilton Heidemann

opdateret 31. marts 2018

Polypper hos børn sidder bagerst i næsesvælget og kan oftest ikke ses ude fra. Polypper er ligesom halsmandlerne en del af svælget immunsystem.  Alle børn har polypper og disse vil i perioder vokse. Polypperne kan dog vokse sig uhensigtmæssigt store og obstruere luftpassagen gennem næsen, men også hindre luftudvekslingen i mellemøret da dette foregår via næsesvælget. Uhensigtmæssigt store polypper kan desuden medføre pauser i vejrtrækningen hos børn, også kaldet søvnapnø. Dette medfører ikke kun utryghed hos forældrene, men fører også til dårlig trivsel hos barnet pga. nedsat søvnkvalitet.

Polypper i næsesvælget kan reduceres ved udskrab i fuld bedøvelse ofte i forbindelse med drænanlæggelse i trommehinden og/eller fjernelse eller reduktion af halsmandlerne.